(nogle bevidst polemiske betragtninger baseret på noter til Standarts kritikersalon)
I et interview i Information sagde Preben Major Sørensen for nogle måneder siden at "det er kunstnerens prærogativ at være i opposition til det bestående, simpelthen fordi det skabende forudsætter ødelæggelse. (...) Vi har brug for primitivitet og ballade og noget at grine af (- og det indebærer en hæmningsløs overskridelse af alverdens tabuer.)" Interviewet blev lavet i forbindelse med hans bud på en ny TV-serie til DR, men det kan sagtens overføres til hans litterære arbejde, som mest af alt består af en stadig gentagelse af de samme bestialske, voldsromantiske eller decideret voldspornografriske ofte sadomascochistiske og bydt misantropiske scenarier - ofte i denne samling med udgangspunkt i klaustrofobiske mareridtsplateauer. Provokationen er så at sige både mål og middel for Preben Major Sørensen, som er udtalt modstander af det pæne og rigtige, af det politisk korrekte og den gode smag i samfundet generelt men så sandelig også i litteraturen.
Nattergalens henrettelse byder på voldsomme overgreb mod: En nattergal (!), Holger Drachmann, Pia Tafdrup, hele det litterære parnas og en række navngivne og unavngivne mænd, kvinder og børn - men i den grad også mod læseren, som lokkes ind i en række litterære dræbermaskiner. I det hele taget minder de tre seneste Anblik-udgivelser af Preben Major Sørensens små historier mig mest af alt om Saw-filmserien, hvor man ved præcis hvad der skal ske (nogen skal dø på en led måde) og fremdriften udelukkende består i at man ("spændt") venter på at finde ud af hvordan. Men det er ikke så meget volden og den generelle aggression der er provokerende som det er den arrogante holdning til sproget og formen. I et påtaget forsøg på at få alt til at lyde som Øm klosters krønike (eller i virkeligheden nok mere som den mest snørklede mørke tyske romantik) er sætningerne voldsomt arkaiske, ofte alenlange og præget af så mange indskud, at selv fortælleren (og tilsyneladende også forfatteren) glemmer hvor han kom fra. Endnu værre er det at holdningen eller "menneskesynet" - om man vil - forbliver det samme gennem hele tekstsamlingen - hvad end vi ser det fra forbryderens, ofrets eller en tredjes synsvinkel. Historier som ellers tegner godt og er ret sjove og anderledes (og rammerne er faktisk mere forskellige (de tids- og rumlige) end de plejer at være i hans bøger) - en selv når noget interessant er ved at blive bygget op kollapser det i efter min mening fundamentalt forudsigelige voldelige og voldsomme afslutninger. Syntaksen er tung og motivkredsen uvarieret.
Der er masser af referencer til historien, litteraturhistorien og en række religioner - og det er med til at skabe et røgslør af legitimitet omkring det han skriver, men i mine øjne er han ude i et kedeligt, politisk og litterært opdragende kulturkonservativt projekt.
Tænk at ville arbejde med at bryde tabuer og så bare skriver tekster, hvor der konstant bliver brudt tabuer. Det er ligesom at ville beskrive træer og så bare skrive tekster om træer. Nattergalens henrettelse handler om henrettelsen af nattergalen - ikke mindst som symbol på det uskyldige og idylliske.
Når alt dette er sagt, så vil jeg alligevel til sidst sige, at jeg ikke fortryder at jeg har læst Preben Major Sørensen - måske ville en enkelt bog dog have været nok for mig. Han indtager bestemt en særlig og anderledes position i det litterære landskab. Den syntaks jeg skælder ud på er også noget af det mange andre synes fungerer særlig godt i hans bøger... Men altså åh - jeg synes de sidste bøger har båret præg af skuffetømning, ligesom f.eks. Hans Otto Jørgensens sidste flabre"monster" fra Gyldendal.
Nu kan jeg sikkert igen blive anklaget for at være "urimelig", men det synes jeg ikke jeg er. Jeg bryder mig bare ikke særlig meget om bogen og jeg tvivler i den grad på forfatterens motiver. Så hellere læse hvad som helst af Harald Voetmann, som på mange måder synes at være beslægtet med og inspireret af Preben Major Sørensen. Hans egne noget mere positive læsning af Nattergalens henrettelse kan for øvrigt læses
her>>.
Min største anke er og bliver den trætte(nde) motor i teksterne. Både Svend-Erik Larsen og Karen Margrethe Simonsen fra litteraturhistorie på AU var en del mere positive end mig. De synes begge at bogen er sjov og mere varieret end de to forrige.
Anblik 2009, 211 sider.
Indlæg
