6.11.09
Audiatur 09: Dagbog 7
Mere fra den lilla notesbog:
¤ 10.50: Vi er på vej tilbage til Bergen med bus. Det lykkedes mig at komme op og løbe. Jeg har lavet en lille madpakke i buffeten. Glæder mig til at opleve den lille færgetur i det matte sølvgrå dagslys. Jeg kan ikke få nok af luften heroppe.
¤ Indsæt link til Zultanski-video: http://www.youtube.com/watch?v=xti3H6Kz08E
¤ 16.15: Om et øjeblik går John Giorno på scenen for at lave en selvpræsentation. Sidder i Landmark - Bergens Kunsthals café - ved siden af en tilstødt dansk digter og en grillet gedeostemad. Er blevet færdig med Murakamis kedelige løbebog og har checket ind på Hotel Grand Terminus lige ved banegården.
¤ John Giorno siger at poesi er visdom. Det han egentlig taler om er bevidtshed, tror jeg. Han taler om kedelig poesi. Robert Fitterman påpeger at nogle digtere er bevidst kedelige. KG har skrevet om emnet her: http://epc.buffalo.edu/authors/goldsmith/goldsmith_boring.html.
¤ Giorno: "Now is a golden age of poetry - this festival being an example." / "Everyone gets lighter / everyone is light."
¤ ?: Middag på café Opera. Talte med Rob Fitterman og Steven Zultanski om konceptuel poesi, universiteter, Norge, Danmark og ikke mindst København, øl og børn. Lidt om penge også. Tog tilbage til hotellet, hørte lidt Legowelt og gik til oplæsning: sidder i Landmark netop nu. En gruppe fra forfatterskolen er kommet herop... Jeg har en tendens til at ryste - også selvom jeg føler mig fuldstændigt rolig.
¤ 21.35: Er gået afsides under Jan Erik Volds oplæsning. Jeg lytter med et kvart øre og læser Rasmus' bidrag til kataloget. Det er godt og flabet. Audun Lindholm (festivalarrangør, redaktør) sidder ved siden af mig og læser korrektur på den norske oversættelse af Guy Debords Skuespilsamfundet.
¤ 00.45: Vi har haft gæster på hotelværelset. Tre er gået. Skidan drikker vodka på terrassen.